| Abstract / Summary | Hofteproteser isættes i en stigende andel af den vestlige befolkningen. Behandlingen med en kunstighofte er succesfuld og tilbydes derfor ved et stigende antal hoftelidelser og ved tiltagende yngre alder. Disse faktorer er medvirkende til at andelen af hofteproteserne, der fejler og må skiftes forsat er høj. Hele 17% af alle hofteprotese operationer i dag er hel eller delvis udskiftning af protesen. Den hyppigste enkeltstående årsag til udskiftning er, at protesen er gået løs uden der samtidigt er infektion, og knoglevæv er gået tabt omkring protesen. Disse aseptisk løsnede hofteproteser er meget smertefulde og invaliderer ofte patienten. Under udskiftning af protesen er det ofte nødvendigt at stabilisere den nye protese ved at pakke donor knoglevæv omkring. Hofteproteser der initialt var stabiliseret med donor knoglevæv går oftere og tidligere løs, fordi donor vævet ofte nedbrydes hurtigere end ny knoglevæv kan nå at dannes til forankring af protesen. Udskiftede hofteproteser holder i gennemsnit kortere tid inden de igen skal udskiftes. For både patienter og samfundets skyld er der behov for at forbedre levetiden/holdbarheden af både den første og de efterfølgende hofteproteser.
Strontium, som strontiumranelat, kendes fra behandlingen af osteoporose, hvor det øger mængden af knoglevæv og derved reducere risikoen for osteoporose betingede knoglebrud. Strontium har dobbelt virkningsmekanisme, da både knoglenydannelsen øges samtidigt med at knoglenedbrydningen bremses. Derved er det muligt at strontium tilsat i overganen mellem protesen og knogle vil øge forankringen af både førstegangs og udskiftede proteser. Derved kan hofteprotese overlevelse forlænges. I denne afhandling bliver to spørgsmål belyst: først hvordan skal strontium leveres til overgangen og dernæst kan strontium udvise sin dobbelte virkning i overgangen?
I hunde blev tre eksperimentelle studier udført, hvor strontium blev tilsat på tre forskellige måder i overgangen mellem knoglen og implantat. Efterfølge blev forankring af implantaterne evalueret histologisk med hensyn til mængde og fordeling af knoglevæv samt mekanisk. De valgt metoder blev gennemgået kritisk og fundet anvendelige til indledende undersøgelse af den kliniske problemstilling.
Studie I: Implantater belagt med hydroxyapatite. HA, uden eller med 5% strontium tilsat blev undersøgt efter 4 og 12 uger. Hverken den histologiske eller mekaniske forankring var forbedret efter 4 eller 12 uger ved tilsætning af strontium til HA belægningen.
Studie II: Donor knoglevæv blandet med HA uden eller med 5% strontium tilsat blev pakket omkring et implantat og undersøgt efter 4 uger. Ved tilsætning af strontium var mere donor væv bevaret og mere ny knogle var dannet omkring implantatet men ikke på implantatets overflade. Formentligt derfor var den mekaniske forankring heller ikke forbedret.
Studie III: Sandblæste implantater var belagt med HA, eller bioaktivt glass med 0%, 10%, eller 50% strontium tilsat. Ingen af implantaterne belagt med bioaktivt glass var forankret hverken histologisk eller mekanisk. Det er muligt at glas belægningen var blevet forurenet med aluminium fra sandblæsnings pulveret, hvilket ændrede glassets kemiske egenskaber, bland andet var glasset mod forventning ikke blevet opløst.
Det konkluderes, at eksperimentelle studier er nødvendige, når et godkendt lægemiddels indikations området forsøges udvidet. På baggrund af studierne i denne PhD afhandling ses der en tendens til, at strontium tilsæt til HA blandet med donor knoglevæv, kan forbedre forankringen af hofteproteser. Yderlige studier af strontium tilsat HA samt andre metoder for tilsætning af strontium til knogle-protese overgangen skal udføres førend stoffet kan anvendes i den kliniske behandling.
|
|---|
