• Hand Surgery

SUMMARY IN DANISH
(Sammenfatning på dansk)
Bådbenet forbinder den øverste og den nederst knoglerække i håndroden. Det er den eneste knogle i kroppen, som har en tilbagegående karforsyning medførende øget risiko for manglende heling ved brud. Uheldigvis er bådbenet samtidig den knogle i håndroden, som oftest rammes af brud. I Danmark sker dette hos omkring 3000 - 4000 personer om året, men mange tilskadekomne tolker skaden som en forstuvning. Derudover kan brud i bådbenet være svære at diagnosticere ved almindelig røntgenundersøgelse og mange tilskadekomne er yngre mænd, som udebliver fra lægeaftaler. Dette kan medføre forsinket diagnosticering og endnu højre risiko for manglende heling også kaldet scaphoid nonunion.
Tilstanden af ikke-helet bådben kan deles i to: 2-6 mdr efter skaden hvor heling kan finde sted under rette omstændigheder og > 6 mdr efter skaden, hvor skaden er definitiv og skal behandles kirurgisk. Dette er af betydning, da det ser ud til, at jo længere tid der går fra skade til behandling, des længere tid går der fra behandling til heling. Hvis der ikke foretages behandling af ikke-helet bådbensbrud, da vil alle tilskadekomne opleve nedbrydning af bådbenet og påvirkning af brusk-, knogle- og ledbåndsstrukturer og endeligt slidgigt og kollaps af hele håndroden. Desuden kan det ske, at nogle af knoglefragmenterne enten bliver forskudt i forhold til hinanden eller falder sammen og denne påvirkning menes at have betydning for akutte tilfælde af bådbensbrud (< 2 mdr fra skadestidspunktet). Betydningen af selve fragmentforskydningen og den ændrede vinkling af bådbenet er ikke blevet undersøgt for tilskadekomne med kroniske skader; manglende heling af bådbenet. Derudover mangler der eksakt viden om de normale vinkelværdier af ikke-skadede bådben hos den raske befolkning.
De hidtil udviklede kirurgiske metoder har været baseret på åben kirurgisk oprensning af det ikke-helede område og indlæggelse af knogletransplantat udtaget fra enten hoftebenskam eller lokalt fra nedre del af spolebenet. Derudover har man rapporteret fine resultater ved brug af knogletransplantat udtaget fra andre dele af kroppen; knæet, ribben eller nedre del af spolebenet, hvor karforsyningen flyttes med knogletransplantatet. Disse teknikker er mikrokirurgiske og kræver flere dages indlæggelse til observation af transplantatet. Indtil videre er der ikke fundet fordele ved nogle kirurgiske teknikker eller transplantationsmetoder frem for andre.
I de seneste 10-15 år er udviklet håndkirurgiske kikkertmetoder betydende, at patienterne muligvis kan undgå nogle af følgerne af åbne kirurgisk indgreb, d.v.s større ar, postoperative smerter fra donorsteder og udvikling af postoperative infektioner. Kikkertmetoderne er mere teknisk krævende men påvirker bådbenets skrøbelige blodforsyning mindre. Dette vil muligvis kunne forkorte rekonvalscenstid og give hurtigere tilbagevenden til den normale arbejds- og sportsaktivitet hos denne forholdsvis unge patientgruppe.
Dette Ph.d.-studium har til formål at undersøge dels de normale anatomiske mål og vinklinger af bådbenet og deres eventuelle indflydelse på helingen efter kirurgisk indgreb for manglende heling af bådbensbrud, dels den kirurgiske kikkertmetodes succesrate i forhold til andre kirurgiske metoder. Til dette formål er udarbejdet og forfattet 4 kliniske studier.
I studie 1, som også er et pilotprojekt, er der sammenlignet 8 patienter (alle < 6 mdr. efter skade) opereret med perkutan teknik uden anvendelse af knogletransplantat med 8 patienter (4 ptt 6 mdr efter skade) opereret med kikkertteknik med anvendelse af knogletransplantat. Man fandt ca. 3 ugers hurtigere heling hos kikkert-opererede patienter.
I studie 2 studerede vi 62 raske individers CT-scanninger af bådbenet. Normalværdier af de tre mest brugte vinkelundersøgelser af bådbenet blev udmålt og defineret. Desuden blev der foretaget reliabilitetstest for at bestemme, hvor pålidelige disse målinger var imellem observatører og mellem observatørers egen gentagne målinger med ugers mellemrum.
I studie 3 blev det undersøgt, om bådbenets vinklinger havde betydning for helingsraten eller helingstiden efter kirurgisk indgreb. Dette kunne ikke bekræftes. Dog blev det fundet, at knogleforskydningen ved bådbenets midte giver øget risiko for manglende heling efter kirurgisk indgreb. Desuden blev det fastslået, at tidsintervallet fra skade til kirurgisk behandling har det største betydning for helingstiden efter behandling af ikke-helede bådbenbrud.
Studie 4 var dels et studium af de første 27 patienter opereret med kikkert teknik, dels et sammenligningsstudium af åben kirurgisk teknik vs kikkertteknik. Man undersøgte forskelle i helingsrate og helingstid. Derudover blev det undersøgt, om der var forskel i den opnåede korrektion af bådbenets sammenfald. Udviklingen af smerter, håndtrykskraft og håndfunktion viste bedring på alle parametre hos patienter opereret med kikkertteknik. Sammenlignet med den åbne teknik fandt man bedre helingsrate og hurtigere heling hos patienter opereret med kikkertteknik. Overraskende fandt man ingen forskel i korrektionsgraden af det preoperative sammenfald imellem de to teknikker. Det kan eventuelt skyldes forskelle i knoglekvalitet mellem donorsteder, der blev anvendt ved de to typer indgreb, eller at knogletransplantatet er blevet presset for meget sammen af den kompressionsskrue, som blev brugt til at fiksere knoglefragmenter og transplantatet.
Resultaterne af dette Ph.d.-studium er limiteret af, at patienterne ikke er blevet udvalgt ved en lodtrækning, og at sammenligningerne er foretaget ved retrospektiv gennemgang af data. Dette kunne give misvisende resultater, idet grupperne kunne fremstå forskellige, eller data kunne være påvirket af elementer, som har været svære at påvise ved retrospektiv gennemgang af data. Ikke desto mindre kunne der ikke påvises væsentlige forskelle i morfologiske eller demografiske data grupperne imellem.
Sammenfattende har dette Ph.d.-studium beskrevet normalværdierne for de 3 mest anvendte målinger af bådbenets vinkler. Det kan anvendes ved operationsplanlægning fremover. Vinkelmålingerne kan dog ikke bruges til at forudsige helingsresultaterne efter kirurgiske indgreb. Resultaterne viser dog, at forskydninger > 3 mm ved bådbenets midte giver dårligere helingsrate, hvilket patienter kan oplyses om preoperativt. Kikkertmetoden giver høj helingsrate og tilsyneladende hurtigere heling end både perkutan teknik uden anvendelse af transplantat og åben teknik med anvendelse af transplantat.
Et fremtidigt lodtrækningsforsøg bør afgøre om den ene metode er mere sikker, mere skånsom og bedre end den anden, og hvilken behandling som giver den bedste værdi for patienterne.