Sundhedsreform 2024, der som bekendt netop er vedtaget af regeringen og et stort folketingsflertal, vil forventeligt påvirke sundhedsvæsenet mange år fremover. Med baggrund i sundhedsstrukturkommissionens rapport skal reformen skabe rammerne for et sundhedsvæsen af høj kvalitet i alle dele af landet.
Ambitionerne tænkes indfriet ved blandt andet at indføre flere patientrettigheder fx med individuelt tilpassede kronikerpakker, ligesom der skal mere fokus på forebyggelse, samt en bedre geografisk fordeling af sundhedsressourcer og læger, herunder blandt andet ved at uddanne flere læger decentralt.
Organisatorisk sammenlægges Region Hovedstaden og Region Sjælland per 1. januar 2027 til én Region Øst, hvilket må forventes at medføre en del ændringer på hospitalerne dér, også indenfor vores ortopædkirurgiske speciale. På tværs af landet skabes 17 nye sundhedsråd omkring akuthospitalerne, hvor regioner og kommuner i et tæt og forpligtende samarbejde skal skabe et stærkere sundhedsvæsen tæt på borgerne – herunder med fokus på bedre flow i hospitalshenvisningerne og i træningsforløbene, hvilket også er højrelevant for vores speciale.
Det almenmedicinske tilbud fylder en væsentlig del af reformen med en målsætning om betragteligt flere almen medicinske speciallæger, som for at sikre dækningen decentralt allerede nu ikke længere kan ansættes på hospitalerne fx i akutmodtagelserne, hvilket også kan påvirke vores speciale i årene fremover.
Reformen opretter et nyt Nationalt Center for Sundhedsinnovation, som skal styrke den nationale koordinering af digitale tilbud og udbredelse af nye innovative løsninger – hvilket vel peger i retning af mere fælles IT-løsninger på tværs af landet og sundhedsvæsenets forskellige aktører. Spændende!
Økonomisk tilføres sundhedsvæsenet flere ressourcer, både til drift og til moderne sygehuse, udstyr, IT og sundhedstilbud tæt på borgerne med mest fokus på de områder af Danmark, der trænger mest, og hvor borgernes behov er størst.
Hvordan det præcist kan udmønte sig for vores speciale, skal vi naturligvis ind og påvirke.
Hvad mener DOS så om reformen?
DOS seneste strategiplan lægger da også op til, at vi i DOS på vegne af det ortopædiske fag og vores medlemmer, skal have en mening om en så omfattende reform, ligesom vi proaktivt skal arbejde for en i vores øjne fornuftig implementering af den i årene fremover. DOS bestyrelsen har derfor diskuteret reformen og i første omgang udarbejdet denne ”DOS mener”.
DOS vil arbejde for:
1) Styrkelse af faglige fællesskaber – ved etablering af tværgående faglige samarbejder mellem hospitaler indbyrdes og med kommunerne.
2) Subspecialisering og centralisering – der har medført et højt faglige niveau, som skal fastholdes.
3) Fokus på uddannelse og kompetenceudvikling – som skal tilgås struktureret og være på internationalt højt fagligt niveau.
4) Geografisk lighed i behandling – skal sikres, så også højt specialiserede kompetencer når hele landet uden, at fagligheden på centrale hospitaler svækkes.
5) Økonomi og prioritering – skal imødekomme den demografiske udvikling med målrettede investeringer med prioritering af kvalitet over kvantitet, samt fokus på evidensbaseret forskning og behandlinger med størst effekt, også i regi af Vælg Klogt.
Med disse fem punkter ønsker DOS at agere proaktivt, også i forhold til de potentielle knaster i reformen. Vi må således medvirke til at eventuelle nye runder af hospitalsomlægninger foretages på faglig baggrund, ligesom vi må sikre frivillighed ved udefunktioner og reducere uhensigtsmæssig brug af subspecialiserede kirurger til generaliserede opgaver i front eller efterladte bread-and-butter ambulatorier i ellers centraliserede subspecialer. Herunder ser DOS i reformen måske en mulighed for at styrke den almen medicinske uddannelse og dermed gatekeeping indenfor bevægeapparatet, som er årsag til op mod hver fjerde henvendelse til egen læge.
Overordnet ser DOS positivt på reformen og ønsker at bidrage med konkrete løsninger, der styrker fagligheden for landets ortopædiske patientforløb og vores medlemmer. DOS ser frem til at samarbejde med alle relevante aktører om implementeringen af reformen og ser det som sin opgave at påvirke implementeringen, så den ortopædiske faglighed og kvalitet kontinuerligt prioriteres til gavn for vores patienter og medlemmer.
På bestyrelsen vegne
Næstformand