Udrednings- og behandlingsgarantierne er flere gange blevet suspenderet under COVID pandemien.
En 30-dages behandlingsgaranti virker helt urealistisk i et sundhedsvæsen, der allerede inden COVID-19 var presset på økonomi og mangel på personale. Coronapandemien og sygeplejestrejken har forværret forholdene på hospitalerne, hvor personalemangel og akutte patienter nu øger presset på ventelisterne. Politisk argumenterer man for, at øget brug af privathospitaler vil være en del af løsningen med afvikling af den opståede ventelistepukkel, men man glemmer, at der kun er de samme sygeplejersker og læger til at udføre arbejdet. Resultatet vil blot være, at alle slås om det samme personale. Sagt lidt firkantet bliver man ikke rigere af at flytte pengene fra den ene bukselomme til den anden.
DOS mener at tiden er inde til at revurdere de kendte udrednings- og behandlingsgarantier.
30-dages udrednings- og behandlingsgarantier for alle uden hensyn til sygdommens alvorlighedsgrad presser sundhedsvæsenet. Vi står ofte i situationer, hvor det kan være vanskeligt at behandle dem, der trænger mest hurtigt, når alle har ret til kort ventetid. Typisk vil der være tidspunkter på året, hvor mange ønsker at få behandlet mere banale lidelser, fordi det ikke kolliderer med jul, konfirmationer, sommerferie, mm.
En differentieret behandlingsgaranti, hvor dem der trænger mest har fortrinsret, ville være fornuftig.
En sundhedsfaglig prioritering og hastegradsvurdering, hvor kroniske sygedomme med et svingende forløb og sygedomme uden risiko for forværring ikke skal behandles inden for 30 dage, ville udnytte sundhedsvæsenets ressourcer bedre. Eksempelvis vil patienter med svære smerter og påvirket gangfunktion blive prioriteret før patienter med lette smerter og let nedsat funktionsniveau. Ligeledes skulle fjernelse af fedtknuder og operationer af mere kosmetisk karakter vente til der er ledig kapacitet.
Konkret kunne man foreslå, at opdele ventelisterne i tre grupper:
– behandling inden for 1 måned,
– behandling inden for 3 måneder,
– behandling, når der er kapacitet til det.
Det vil være et opgør med den manglende prioritering, som politisk bestemte servicekrav medfører, og et skifte til en lægefaglig prioritering og rettidig omhu i forbruget af ydelser i et presset sundhedsvæsen.