Med finanslov 2012 blev der afsat 20 mio. kr. årligt i perioden 2012-2015 til
at udarbejde nationale kliniske retningslinier. Arbejdet blev placeret i Sundhedsstyrelsen,
og der blev etableret en styregruppe, et nationalt udvalg og en metodearbejdsgruppe
samt en række faglige arbejdsgrupper.
Lægevidenskabelige Selskaber har 3 medlemmer i Det Nationale Udvalg for kliniske
retningslinier, hvoraf undertegnede, der er indstillet af Dansk Ortopædisk
Selskab, er den ene.
Det Nationale Udvalg skal rådgive Sundhedsstyrelsen vedrørende principper og
kriterier for valg af emner til de nationale kliniske retningslinier, overordnede
principper for metoder til evidensvurdering, overordnet format og omfang af
de kliniske retningsliner samt principper for formidling og implementering. Herudover
skal udvalget i arbejdet tage hensyn til de organisatoriske og økonomiske
implikationer af de nationale kliniske retningslinier samt rådgive vedrørende
kommisorier for de enkelte retningslinier.
Der er i skrivende stund afholdt tre møder i Det Nationale Udvalg for kliniske
retningslinier. Udvalget er meget bredt sammensat, dels med repræsentanter
fra Sundhedsstyrelsen, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, LVS (hvoraf

jeg er den ene), Dansk Sygeplejeselskab, Danske Fysioterapeuter, Kommunernes
Landsforening, Danske Regioner og Danske Patienter.
Der er på nuværende tidspunkt dels taget stilling til en række principper for
udarbejdelsen af de nationale kliniske retningslinier samt godkendt en række
planlagte kliniske retningslinier.
Ved etablering af arbejdet var det nok forventningen mange steder, at de nationale
kliniske retningslinier ville blive udarbejdet på en sådan måde, at de kunne
erstatte de kliniske retningslinier, som de enkelte videnskabelige selskaber har
udarbejdet hidtil. Det må konstateres, at det er helt urealistisk. Udgangspunktet
for de nationale kliniske retningslinier er, at de skal repræsentere områder med
stor sygdomsbyrde, stort ressourceforbrug, store variationer i praksis, mulig indikationsskred
og sundhedspolitiske prioriteringer.
Omfanget af ønsker om nationale kliniske retningslinier er mange gange større
end det antal nationale kliniske retningslinier, der kan etableres indenfor de enkelte
specialer. Som ortopædkirurg skal man her være opmærksom på, at vi
naturligvis kun er ét af de 38 lægelige specialer, og alle de andre specialer har
ønsker som vi.
På nuværende tidspunkt må vi imidlertid konstatere, at det ortopædkirurgiske
område er blevet rimeligt prioriteret. Til det kommende møde i Det Nationale
Udvalg foreligger der nu en national klinisk retningslinie for udvalgte skulderlidelser
til godkendelse. Der er tidligere godkendt en national klinisk retningslinie
for diabetiske fodsår. Hertil kommer, at der i udvalget er prioriteret en national
klinisk retningslinie for behandling af håndledsbrud.
Udover disse nationale kliniske retningslinier er der kliniske retningslinier under
udarbejdelse indenfor en række andre specialer.
Arbejdet i udvalget har, på trods af den meget brede sammensætning, været
meget positiv og målrettet. Der har været ytret meget stor forståelse for betydningen
af, at de kliniske retningslinier har genklang i de videnskabelige selskaber,
og ikke blot får karakter af administrative fastsatte retningslinier. Dette
forhold er da også tilgodeset i den måde arbejdsgrupperne er opbygget på, idet
de stort set kun består af fagpersoner.
Alt i alt må man konstatere, at arbejdet med de nationale kliniske retningslinier er
positivt og godt begyndt, men at det pga. mangel på ressourcer, uhyre mange
interessenter og meget stor bredde kun vil komme til at omfatte en ganske
begrænset del af specialet i ortopædkirurgi. Der er således særdeles god grund
til at de enkelte fagområder som hidtil fortsætter et intensivt arbejde med at
udvikle korte kliniske retningslinier (KKR), idet der ikke er andre der tager ansvar for dette arbejde.